Red kloden og dit eget helbred med kødfri kost

Dansk madkultur er stærkt præget af en lang tradition for at spise kød – og gerne meget af det. Kød er for mange en obligatorisk del af alle måltider. At kød har skrevet sig ind i vores bevidsthed som en afgørende del af enhver madret er en ærgerlig tendens. For samtidigt med at kødproduktionen bidrager til en voldsom udledning af drivhusgasser, har det store kødforbrug også konsekvenser for folkesundheden.

Ved at vælge kød fra på middagstallerkenen investerer du i din egen sundhed, mens du er med til at mindske det enorme brug af ressourcer landbruget bruger på at producere kød. I dette indlæg vil du blive introduceret til fordelene ved at skifte til en plantebaseret kost samt guides til, hvordan du bedst opnår den optimale, kødfri kost.

Sund kost er kødfri

Selvom det i Danmark anbefales med kostrådene at spise både fisk og kød i gode mængder, er det ikke nødvendigvis sandt, at det er en sund vane med det store kødforbrug. Meget forskning peger nemlig på, at en sundhedsfremmende, plantebaseret kost er langt mere forebyggende mod en række sygdomme.

Ved at spise sundt mad uden kød mindsker du, så effektivt som muligt, åreforkalkning i dine kar. Således undgår du med en ændret kost selv at bidrage til en hjerte-karsygdom. Derudover viser undersøgelser også, at en kødfri kost er det bedste redskab til at forebygge andre livstilssygdomme som kræft og sukkersyge.

Industrien, der arbejder med husdyrene, bruger ufattelige mængder af jord, vand og fossile brændstoffer på produktion af det kød, du finder i køledisken i Føtex. Faktisk står kødindustrien bag 18% af hele klodens udledning af drivhusgasser. Dermed er det altså ikke kun et sundt valg for din egen krop at vælge kødet fra, men ikke mindst også for miljøet.

Sunde, vegetariske madvaner

Når nu den forhenværende vigtigste bestanddel af måltidet skal skrottes, hvad spiser man så? Når du skifter til den vegetariske kost, er det for nogle nemt bare at falde i den usunde fælde. Hvis kødet skal kasseres, skal det udskiftes med nye, sundere madvarer, der bidrager til din krops velvære.

Indtag af fed mad, slik og tomme kalorier bør undgås. I stedet skal der serveres fibre – faktisk helst til hvert måltid. En sundhedsfremmende kost, der bedst gavner din krop, består af masser af fuldkorn og bælgfrugter. Derudover bør også mindst 500 gram grøntsager indtages dagligt, foruden gode mængder af nødder, frø, kerner, frugt, rigeligt med krydderier og krydderurter.

For at sikre sig, at man ikke mangler vitaminer, bør man også supplere sin kost med kosttilskud bestående af B12 vitaminer og D-vitamin i vinterhalvåret.

Overgangen til plantebaseret kost

At stikke gaflen i stegt, krydret selleri frem for en rød bøf er for de fleste en stor omvæltning. Nogle vælger helt at udelukke kød fra kosten fra den ene dag til den anden, mens andre reducerer indtaget af kød over tid.

At blive vegetar er en stor beslutning og kræver eftertanke, planlægning og for mange også en drastisk ændring af alle madvaner. Tankegangen om kost og madlavning ændres ved skiftet til en vegetarisk kost. Derfor er det også ganske naturligt, at det er udfordrende i begyndelsen. Giv ikke op. Ved at tage fravælge kød har du nemlig taget det største skridt i retningen af at skabe den sundere livsstil.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *